• Redaktionen

Yale University sagsøges for diskrimination af hvide og asiater

Positiv særbehandling har angiveligt ført til diskrimination af hvide og asiater på eliteuniversitet

Diskrimination i ansøgningsproces

En række medier kunne for nyligt rapportere, at Yale University ifølge den amerikanske regering ulovligt diskriminerer mod hvide og asiater i ansøgningsprocessen. Udmeldingen er kommet efter en toårig undersøgelse udført af justitsministeriet som et led i præsident Trump-regeringens tiltag mod racebaserede ansøgningspolitikker på eliteuniversiteter.


Positiv særbehandling

The New York Times skriver, at sagen mod Yale startede for to år siden, da en koalition af amerikansk-asiatiske organisationer anklagede Harvard for systematisk diskrimination. Dengang blev Harvard frikendt (skønt dommen er blevet appelleret), men Justitsministeriet fastholdt sin støtte til de asiatiske studerende og rettede i stedet fokus mod Yale ved at indlede en undersøgelse af positiv særbehandling af særligt sorte studerende indledt under Barack Obama. Justitsministeriets undersøgelse konstaterede, at universitetet havde brudt borgerrettighedsloven fra 1964, der forbyder diskrimination, og ministeriet truede derfor med at anmelde universitetet, hvis der ikke blev truffet afhjælpende foranstaltninger. Ifølge en talsperson fra Yale har universitetet dog kategorisk nægtet alle anklager, hvorfor justitsministeriet nu har anlagt sag.

Universitet nægter

Selvom justitsministeriet mener at have beviser på, at det prestigefyldte universitet har forfordelt sorte amerikanere over hvide og asiatere med de samme akademiske resultater, har rektor Peter Salovey udtalt, at ministeriets anklager om racebaseret diskrimination er baseret på ”ukorrekte statistikker og ubegrundede konklusioner.” Salovey benægter dermed fuldt ud, at Yale skulle have diskrimineret imod hvide eller asiater, men vedkender, at universitetet har taget race og etnicitet i betragtning som ét element ud af flere.

Juridiske eksperter har om sagen udtalt, at den er et konservativt forsøg på at afslutte de racebaserede optagelsespolitikker, som man knytter til Obama-tiden, og kampen forventes at ende i højesteret, der efter Trumps to dommerudnævnelser har fået en mere konservativ sammensætning.


22 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle