• Redaktionen

Tykaktivist nægter at forholde sig til fakta

Opdateret: 16. nov. 2020

"Fedme er slet ikke så farligt, som vi går og tror," siger tykaktivist

Interview med en ”tykaktivist”

Da DR tilbage i 2019 interviewede den såkaldte tykaktivist Dina Amlund, udviklede det sig til en noget besynderlig og pinagtig affære, fordi Amlund kategorisk valgte at se bort fra fakta. I introduktionen til interviewet bliver der bl.a. henvist til en rapport fra WHO, som Amlund har påstået, der konstaterer, at fedtvæv slet ikke er et problem for sundheden. Noget hun i øvrigt har slået fast igen og igen. Og det til trods for at WHO og diverse læger faktisk siger det modsatte. Nemlig at fedme kan føre til følgesygdomme, og at den kan forebygges med de rette livsstilsvalg.


Den farlige tykfobi

I interviewet må værten Camilla Stampe gentagende gange stille Dina Amlund det samme spørgsmål, fordi Amlund enten svarer udenom eller vælger ikke at forholde sig konkret til dét, Stampe vil vide: nemlig om der er en sundhedsskadelig virkning ved det at være tyk. Uanset hvordan hun formulerer spørgsmålet, svarer Amlund grundlæggende set på samme måde. Ved at påstå, at fedme eller tykhed slet ikke er et problem for sundheden, men at problemet i stedet er den diskrimination og stigmatisering, som tykke udsættes for. Amlund tilføjer desuden, at fedme slet ikke er så farligt, som vi går og tror, men at det er tykfobien, der er farlig. Og skønt Stampe flere gange slår fast, at hun anerkender, at diskrimination og undertrykkelse af tykke eksisterer, men at dette ikke udelukker, at der er helbredsproblemer med svært overvægtige, fastholder Amlund sin stædige afvisning af de faktuelle kendsgerninger.


“Man har ikke selv valgt, hvor tyk man er.”

Fedme kan ikke kontrolleres

Jo mere Stampe presser Amlund på spørgsmålet om de helbredsmæssige konsekvenser af fedme, jo flere gakkede ting får Amlund sagt. At fedme ikke kan kontrolleres, at hun ikke vil anerkende udtrykket ”overvægt”, og at hun desuden ikke anerkender, at man kan være så tyk, at det er et problem for ens helbred. ”Vi kan ikke bare styre vores kroppe”, siger hun på et tidspunkt, mens hun senere slår fast, at ”man ikke selv har valgt, hvor tyk man er.” Dermed afviser hun altså både udtalelser fra fagpersoner og almindelig sund fornuft, og Amlund bevæger sig så ud i en lang og vanvittig søforklaring, hvor det at være tyk sammenlignes med at have hvid hud. Så lidt tillægger Amlund altså et menneskes evne til at være herre over sit eget liv – og sin egen krop.

Manglende italesættelse og offermentalitet

Problemet ved Amlunds udtalelser er naturligvis ikke, at hun vil sætte fokus på diskrimination imod tykke mennesker, men nærmere at hun nægter at italesætte det helbredsmæssige problem. At hun ganske simpelt har sat sig så fast på ét synspunkt, at hun tilsyneladende ikke længere er i stand til at se emnet fra en anden og mere fornuftig vinkel. Faktisk får hun direkte sagt, at det ikke er værd at diskutere de helbredsmæssige problemer, fordi man ikke kan gøre noget ved dem. Og dette er ikke bare problematisk, fordi det ikke kun er faktuelt forkert, men også fordi Amlund her hopper med på en bølge, der er meget fremtrædende i vores tid: en bølge, hvor man fralægger sig alt ansvar og ser sig selv som et offer for et grumt og undertrykkende samfund, der får skylden for alle éns problemer. De ting, man ikke bryder sig om, skal ikke italesættes, og når man, som Amlund gør her i interviewet, møder modstand, føler man sig angrebet og gør sig selv til et offer. Og det er måske i virkeligheden det egentligt farlige.

Hele interviewet kan høres her

56 visninger0 kommentarer