• Redaktionen

SOS Racisme: At afvise kriminelle udlændinge er racisme!

Når argumenterne slipper op, er der kun en løsning: kald det racisme!

SOS Racisme

På deres hjemmeside skriver foreningen SOS Racisme, at de ”søger at afsløre og italesætte racismen” via ”oplysning”, og netop derfor kan det virke absurd, at selvsamme forening har optrådt så uoplyst i stort set hver eneste sag, man har forsøgt at bringe fokus på. I sidste måned rettede indfødsretsordfører, Lars Aslan Rasmussen, en skarp kritik af foreningen, som han kaldte ”den ekstreme venstrefløjs svar på ”Den Korte Avis””, og politikeren argumenterede i den forbindelse, at SOS Racismes ”rapporter” fremstiller Danmark som verdens mest racistiske land, mens foreningen dog ikke skriver et eneste ord om, hvordan minoriteter behandles i Mellemøsten. Politikeren mener desuden, at SOS Racisme primært har til hensigt at udstille nydanskere fra Mellemøsten som ofre, mens foreningen helt ser bort fra Hizb Ut Tahrir eller de imamer, der opfordrer til drab på jøder. Derfor valgte indfødsretsordføreren også demonstrativt at smide foreningens tidsskrift, fuld af ”unuanceret pladder”, i skraldespanden.

Det er racistisk at afvise kriminelle

I et nyligt debatindlæg gør SOS Racisme det klart, at det er racistisk, når regeringen foreslår, at individer med en fængselsdom skal afholdes fra at opnå statsborgerskab. Indlægget tilbyder imidlertid ingen argumenter, hvilket er fuldstændig i tråd med tidsånden, hvor alt påklistres et racismeprædikat, når argumenterne slipper op. Skribenten bag indlægget Jette Møller gør dog et forfejlet forsøg på et argument ved at henvise til et citat fra Dansk Folkepartis Marie Krarup, der har givet udtryk for, at hun mener, der er forskel på, om en ansøger er fra Somalia eller Tyskland. Problemet med Jette Møllers ”argumentation” er imidlertid, at citatet udelukkende giver udtryk for Krarups personlige holdning, der ikke afspejler regeringens forslag, der ikke skelner mellem tyske og somaliske statsborgere. For SOS Racisme er et ønske om at afholde kriminelle fra at opnå dansk statsborgerskab dermed det eneste, der skal til, før foreningen er villig til at spille racismekort.


Støj

I sin kritik gør Lars Aslan Rasmussen det klart, at det ikke er racistisk at være imod kvindeundertrykkende symboler og totalitære tankegange, hvormed han antyder, at SOS Racismes tilgang kan være skadelig over for oprigtige forsøg på at ”afsløre og italesætte” racismen. Når man gør som SOS Racisme og indskriver racismebeskyldningen i enhver debat, overskygger man nemlig for egentlige og rimelige sager. Det er en skam, fordi man derfor står i spidsen for en unuanceret og ofte løgnagtig tilgang til en debat, der hverken er åben eller ærlig, men lukket, farvet og partisk. På sin hjemmeside bringer SOS Racisme tilmed et citat fra Nelson Mandela: ”Det er i dine hænder at skabe en bedre verden for alle, der bor i den,” men bizart bliver netop det citat, når man sætter sig ind i ovenstående og indser, at SOS Racisme omtaler det som racistisk, når regeringen gør forsøg på at holde kriminelle – f.eks. voldtægtsmænd – ude af landet. Og derfor bliver foreningens egen opfordring til ”ikke at lade din stemme drukne i deres (racisternes, red.) støj” også dybt besynderlig. Den eneste støj, der opstår i forbindelse med SOS Racisme, er nemlig foreningens egen.


Seneste blogindlæg

Se alle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

  • White Facebook Icon
  • Instagram - Hvid Circle

© 2020