• Redaktionen

Nima Zamani klynker på Facebook over ”krænkende” opslag

”Jeg er det næste offer,” skriver den ømskindede og hykleriske debattør, der mener, han udsættes for chikane på Facebook. Zamanis adfærd minder dog om den, han kritiserer.

Hjælp mig!

”Jeg har brug for jeres hjælp,” tiggede debattør, jurist og skribent Nima Zamani i går aftes i et længere opslag på Facebook, da han opfordrede sine følgere til at anmelde et opslag på en side, der ifølge Zamani selv udsætter ham og andre for chikane. Siden ”Denmark Tribune /دانمارک تریبون” har imidlertid ikke skrevet andet i opslaget om Zamani end ”snart…”, der medfølger to billeder, hvoraf det ene stammer fra et af Zamanis egne opslag, mens det andet formentlig er et udklip fra en debat på DR. Trods det beskedne indhold, mener Zamani dog alligevel, at der er tale om ”chikane”, og derfor beder han nu sine følgere om at komme ham til undsætning ved at anmelde opslaget til Facebook. I opslaget tagger han endda den person, der angiveligt er ansvarlig for Facebook i Danmark, så han kan ”tage affære”.

Ond motivation

Nima Zamani mener, at ”den onde motivation for siden er yderst uhyggelig og krænkende”, og når man går kommentarerne igennem, er der flere, det bidrager til en følelsesladet og dramatisk stemning, hvor én ligefrem foreslår, at personen bag siden bør politianmeldes, fordi ”det der "snart" smager lidt af en trussel.”


Zamani formår dog ikke at påvise, hvad ved opslaget, der præcis er så truende og krænkende, men han begrunder dog sidens ”onde motivation” med, at andre dansk-iranere, herunder Poya Pakzad fra Enhedslisten, omtales som ”islamister”.


Når man scroller sidens opslag igennem, er der dog adskillige relevante observationer om netop Pakzad, der f.eks. kritiseres for at sprede fake news. En hurtig gennemgang af den nævnte sag viser nemlig, at påstanden er korrekt. For kort tid siden delte Pakzad et tweet, hvori det blev påstået, at den amerikanske grænsepatrulje havde brugt pisk mod flygtninge, der prøvede at krydse grænsen. Historien er dog sidenhen blevet modbevist. Derudover kritiseres Enhedslisten-politikeren for sine synspunkter ift. bl.a. Palæstina, men også til islams indflydelse på det danske samfund.


Hvad angår anklagerne om, at Pakzad skulle være islamist, er det svært at vurdere, om siden overskrider en grænse. Al tekst skrives på persisk, men ud fra de automatiske oversættelser lader det rigtignok til, at Pakzad flere gange omtales som en ”marxistisk islamist”. Når man tager Pakzads ideologiske overbevisninger i betragtning, må man dog konstatere, at førstnævnte er sand.


Så er Pakzad også islamist? Sikkert ikke. Det er dog ingen hemmelighed, at Pakzad har været i ledtog med en. Kasem Said Ahmad kunne nemlig uden besvær melde sig ind i Enhedslisten, selvom han under Muhammedkrisen blev kendt for at rette indirekte terrortrusler mod den danske stat, mens det også var velkendt, at han har en fortid i Hizb ut-Tahrir og desuden har udtalt, at han støtter stening af kvinder. Skønt offentligheden kendte alt dette om Kasem Said Ahmad, blev han dog alligevel lukket ind i det parti, Pakzad såvel dengang som nu repræsenterer, mens Ahmad desuden var med til at mobilisere stemmer til Pernille Skipper. Først herefter blev han ekskluderet fra partiet.

Minder om Asmaa Abdol-Hamid... og om Zamani selv

”De deler også billeder af vores kærester og børn. Det har Poya Pazkad oplevet,” skriver Nima Zamani i sin klagesang, og når man besøger siden, er der rigtignok et enkelt opslag, der upassende og malplaceret inkluderer nogle billeder af Poya Pazkads kæreste og en pige, man må formode, er parrets datter. Billederne har de tilsyneladende selv uploadet på sociale medier. Dog er det et enkeltstående tilfælde, og en gennemgang af hele det foregående års opslag viser ingen øvrige eksempler.


Billeder af Poya Pakzad går imidlertid igen i et stort antal opslag, som et screenshot herunder også viser. Så mon ikke, det alene er den del, Zamani opfatter som chikane? I så fald er det besynderligt, for i den henseende adskiller siden sig faktisk ikke ret meget fra det tidligere Enhedslisten-medlem Asmaa Abdol-Hamids side, der er kendt for din desperate besættelse af politikere og islamkritikere som Naser Khader og Lars Aslan Rasmussen, der får et væld af billeder fra deres Facebook-profiler gengivet til hån og latterliggørelse af Hamid og dennes følgere.


Det samme er i øvrigt tilfældet for Nima Zamani selv, hvis egen desperate besættelse af Pernille Vermund også medfører, at han fra tid til anden deler de billeder, Vermund lægger ud på sin Facebook. Det ene billede, der er blevet brugt på siden i opslaget, er endda en selfie, Zamani tog for at gøre grin med et opslag, Vermund havde skrevet i forbindelse med bue og pil-angrebet i Norge.

”Racist”/”fascist” er acceptabelt, ”islamist” er chikane

Så hvordan adskiller den omtalte Facebook-side sig fra den adfærd, man allerede ser hos Nima Zamani og andre? Svaret er, at der ikke er den helt store forskel.


Og derfor er det også besynderligt, at beskyldninger om ”islamisme” kan føre til anklager om chikane og injuriesager, mens debattører som Zamani og andre kan kalde andre racister, fascister og løgnere på et ofte meget tyndt eller ikkeeksisterende grundlag, uden at dette opfattes bagvaskende eller forkert.


Og Nima Zamani har flere gange udstillet dette hykleri. Ikke kun med sit tilsyneladende enorme personlige had til Pernille Vermund og konstante racisme-anklager, men også ved flere gange at beskylde andre for at lyve. Naturligvis altid individer på højrefløjen.


Beskyldte Lars Boje Mathiesen for at lyve

”Det, der i allerhøjeste grad har en betydning, er løgne. Og det står dit parti for, Pernille Vermund. (...) Lars Boje Mathisen skriver i en kommentar på Facebook, at han betvivler, om der overhovedet var tale om en begravelse.”


Sådan udtalte Nima Zamani i 2020 i DR’s Debatten vedrørende en sag, hvor Stram Kurs valgte at fortsætte en demonstration ved Det Islamiske Trossamfunds lokaler på Dortheavej i København, selvom der rullede en ligvogn ind på vejen med en barnekiste.


Det fik Lars Boje Mathiesen til at betvivle, om en begravelse overhovedet havde fundet sted. Og Mathiesen fik ret. For begravelsen var iscenesat med intentionen om at stille Stram Kurs i dårligt lys. En kendsgerning, som Zamani selv måtte erkende, da han senere skrev et debatindlæg i Ekstra Bladet om emnet.


Og det er præcis forhold som ovenstående, man skal huske på, når man vurderer debattører som Zamani, der ikke er blege for at kritisere andre for præcis den samme adfærd, man selv udviser. Og som ikke er blege for at spille offerkortet i dét øjeblik, kritikken rettes mod dem selv.


En Facebook-side som den, Zamani udpeger, bør ikke anvende billeder af politikeres og debattørers familiemedlemmer, og det er ikke særligt velovervejet at udpege mennesker som ”islamister” på et tyndt og (næsten) ikkeeksisterende grundlag.


Men når Zamani skriver, at han nu er ”det næste offer”, er også det en løgn.


Zamani er ikke et offer.


I hvert fald ikke for noget, han ikke allerede udsætter andre for. Og at han nu forsørger at afværge kritik og afholde andre fra at bruge deres ytringsfrihed, er i virkeligheden det eneste ”uhyggelige” og ”onde” ved hele sagen.




Den lille Poya Pazkad-dans, Facebook-siden deler, skal man heller ikke snydes for. Værsgo.



43 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle