• Redaktionen

Muslimers nyfundne interesse for ytringsfrihed i Israel/Palæstina-konflikten udstiller deres hykleri

En række Israel-kritiske opslag er i den sidste tid blevet slettet fra Facebook, hvilket har fået muslimer til tasterne for at give udtryk for deres vrede. Men den nyfundne interesse for ytringsfrihed udstiller også deres hykleri

Kritik af Israel gav muslimsk debattør 24-timers Facebook-karantæne

Ytringsfriheden har længe været under pres, og radikale venstreorienterede woke-tyranner og radikaliserede fundamentalister har i en årrække udnyttet identitetspolitik til at slå ned på en kritisk tilgang til en lang rækker emner, herunder racisme og islam. Særligt sidstnævnte har spillet en afgørende rolle i en tilspidset debat om ytringsfrihed, hvor konflikter om særligt Muhammed-tegninger igen er blusset op efter en række halshugninger og dødstrusler rettet mod europæiske skolelærere, der har vist tegningerne i undervisningen. Og støtten til ytringsfriheden har ikke kun været fraværende på venstrefløjen, men også blandt de fleste muslimer, der med en manglende lyst til at modarbejde vold og trusler har valgt at bakke op om netop de tendenser. Derfor udstiller konflikten mellem Israel og Palæstina også muslimernes hykleri og konstante tilbøjeligheder til offerliggørelse.


Da debattøren Tarek Ziad Hussein for nylig fik 24 timers karantæne på Facebook for at skrive et Israel-kritisk opslag, valgte han efterfølgende at kalde beslutningen for ”noget svineri”, mens han delte et screenshot af det oprindelige opslag og retorisk undrede sig over, hvor det hadefulde var at finde i opslaget. Og faktisk har han ret. Når man læser det slettede opslag, er det svært at få øje på egentlig hadtale, mens der sikkert er sandhed i, at kritik af Israel hurtigt kan blive blåstemplet om antisemitisk. Men trods Husseins unuancerede syn på Israel/Palæstina-konflikten, er det dog netop fordi, han har en pointe, at hans opslag ender med at udstille muslimernes enorme hykleri.

Muslimer vil have ytringsfrihed, men…

Læser man muslimernes mange kommentarer på Tarek Ziad Husseins opslag, er det nemt at finde fortørnelse og vrede over, at fornævnte og lignende opslag er blevet slettet. Ja, faktisk virker det til, at muslimerne taler om ytringsfrihed som aldrig før. Denne nyfundne interesse udstiller dog netop muslimernes hykleri, fordi det sjovt nok altid er det samme emne, der tages op. Jøderne og Israel. Og begynder man at klikke sig ind på de forskellige profiler, er billedet det samme: man er fortørnet over slettede opslag. Man påstår, at ytringsfriheden kun er for de få. Man konkluderer, at ”zionisterne” har magten til at bestemme, hvem der kan ytre sig, og hvem der ikke kan. Men blandt de mange profiler, er der ikke ét eneste opslag om Samuel Paty. Der er ikke én, der støtter danske ”Charlotte”. Ingen kritiserer de 1300 imamer, der i Storbritannien har forsøgt at true den britiske befolkning til tavshed. Ingen ønsker at forsvare den (muslimske!) kvinde i Storbritannien, der forsøgte at kritisere dødstrusler og vold fra andre muslimer pga. Muhammed-tegninger, men som derfor selv blev genstand for trusler. Ingen – heller ikke Tarek Ziad Hussein – kommenterer på det dobbeltmoralske i et argument om, at berettiget kritik af Israel ofte blåstemples som antisemitisme, når det samme er gældende for kritikken af islam, der øjeblikkeligt betegnes som ”islamofobi” eller ”racisme”. Og netop dette viser, at muslimerne stadig ikke begriber, hvad ytringsfriheden er. Eller at de udelukkende er villige til at kæmpe for den, så længe kritikken ikke omhandler islam.


Ytringsfriheden er under pres!!

Da islamisten Asmaa Abdol-Hamid valgte at dele Husseins opslag på sin egen side, gjorde hun det med ordene ”Ytringsfriheden er under pres!!”. Det er ironisk, for Asmaa Abdol-Hamids indgang til den offentlige debat kom netop i kraft af hendes forsøg på at bekæmpe selvsamme frihed.


I 2005 var Abdol-Hamid talsperson for de 11 muslimske organisationer, der politianmeldte Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination efter avisens publicering af Muhammed-tegningerne. I den forbindelse samarbejdede Abdol-Hamid desuden med ekstremistorganisationen Minhaj ul-Quran, der aldrig er gået stille om dørene med jødehadet og antisemitismen, så spørgsmålet bliver, om muslimerne mon genkender det paradoksale i, at man i årevis har forsøgt at bekæmpe ytringsfriheden, aldrig har forsvaret den, når man selv udsættes for kritik – eller når andre trues og dræbes i ens religions navn – men alligevel forventer, at verden nu skal tage dem seriøst, når de føler sig ”krænket” på ytringsfriheden i relation til Israel?


Derudover er det bemærkelsesværdigt, hvor mange historier der florerer om både Hamid Tarek Ziad og Asmaa Abdol-Hamid, der angiveligt er ivrige til at blokere enhver, der kommer med kritiske input i deres ekkokamre.


Så når muslimerne begynder at fundere over, at de i årevis har været med til at bekæmpe ytringsfriheden, når de indser, at de stadig gør det, bliver deres vrede over indhug i ytringsfriheden i Palæstina-konflikten måske relevant. Ikke før.


Seneste blogindlæg

Se alle