• Redaktionen

Morrissey: ”Vi lever i de dummes tidsalder”

Opdateret: 17. nov. 2020

Hvordan Morrissey udstiller venstrefløjens intolerance og skrøbelighed

Outsidernes helt

Morrissey har altid været en helt for outsidere, afvigere og de utilpassede, en ven for dem, der kæmpede med at passe ind, finde sig selv og sin egen identitet. I 80’erne, dengang som frontperson i bandet The Smiths, skrev han sange om ensomhed, generthed og skam, og med sit mere androgyne fysiske udtryk og sentimentale sangtekster var Morrissey med til at udfordre den normative machokultur. Morrisseys musik, i The Smiths såvel som i sin solokarriere, har desuden altid haft et politisk udtryk, mens han både musikalsk og privat har slået et slag for dyrenes rettigheder. I dag beskyldes han for at ”forråde” sine fans og for at bruge sin platform til at sprede had.

Fra Meat is Murder til højredrejning

The Smiths opstod på den britiske post-punk scene i 1982 og anses af kritikere som en af de vigtigste grupper på indiescenen i samme periode, hvorfor alle bandets fire albums nu optræder på Rolling Stones liste over de 500 bedste albums nogensinde, mens kæmpehittet ”How Soon is Now” desuden blev medtaget på listen over de 500 bedste sange nogensinde. Siden begyndelsen har gruppen været omgivet af en del kontroverser, hvilket især udsprang af bandets politiske synspunkter, der nok især kom til udtryk i forbindelse med og efter albummet Meat is Murder, der ikke blot iscenesatte Morrissey som dyrerettighedsaktivist, mens som også cementerede hans placering på venstrefløjen. I forbindelse med udgivelsen – og i den efterfølgende periode – har Morrissey og de øvrige bandmedlemmer desuden udtalt sig negativt om henholdsvis Thatcher-regeringen og det britiske kongehus (Albummet The Queen is Dead blev udgivet i 1986).

I 1987 gik The Smiths i opløsning, og Morrissey fortsatte som succesrig solokunstner. Hans musik bevarede de samme politiske undertoner, hvilket omfattede antiracistiske, feministiske og LGBT-venlige budskaber. Således blev Morrissey ved med at samle samfundets outsidere, og derfor kom det også som et chok for mange, da han i 2019 tilkendegav sin støtte til For Britain, et højreorienteret og islamkritisk parti.

Anklaget for racisme

Skønt der i begyndelsen af 90’erne blev trukket visse paralleller mellem Morrissey og skinhead-kulturen, blev sangeren først forbundet med ”racisme”, da musikmagasinet MNE i 2007 bragte artiklen: Morrissey: Big mouth strikes again, skrevet af den venstreorienterede musikjournalist, Tim Jonze, hvori sangeren kommer ind på sine holdninger til immigration. I interviewet, der omtales i en artikel på The Guardian, skrevet af den samme journalist, taler Morrissey om den negative indvirkning af immigration på Storbritannien, og ifølge mediet beskrev han sine synspunkter med følgende ytringer:

“Also, with the issue of immigration, it’s very difficult because, although I don’t have anything against people from other countries, the higher the influx into England, the more the British identity disappears. So the price is enormous. If you travel to Germany, it’s still absolutely Germany. If you travel to Sweden, it still has a Swedish identity. But travel to England and you have no idea where you are. (…) The gates are flooded. And anybody can have access to England and join in … You have to be sensible about everything in life. You can’t say: “Everybody come into my house, sit on the bed, have what you like, do what you like. It wouldn’t work.” Elsewhere, he claimed that: “It seems to me that England was thrown away.””

Helt sagligt beskriver Morrissey altså det, han opfatter som et tab af engelsk identitet. Han understreger, at mens han ikke har noget imod folk udefra, finder han idéen om åbne grænser irrationel, mens han insisterer på, at immigration skal ske med måde, og at et land ikke fungerer uden regler og restriktioner. Han forholder sig med andre ord ikke til hverken farve, etnicitet eller religion, men udelukkende til de negative følger, immigration har på et land. Og skønt han tilmed vedkender sig, at immigration også kan berige et lands identitet (”It does in a way, and it’s nice in its way”) bemærker han, at kultur- og identitetsforandringer er sket i Storbritannien med en hastighed, der har oversteget den set i andre lande. Trods Morrisseys forsøg på at nuancere immigrationsdebatten, beskriver journalisten Tim Jonze dog alligevel, hvordan hans ord ”chokerede” ham, og da artiklen blev bragt i MNE, skete det med overskriften: ”The gates are open. The country’s been thrown away”, som det ses på billedet herunder.


At Tim Jonze med ovenstående eksempel har optrådt politisk farvet, snæversynet og lukket over for andres holdninger, er ikke blot inkompetent, men også et tegn på en tendens, der desværre er meget fremme i tiden: At enhver, der forholder sig skeptisk eller nuanceret i forhold til spørgsmål om immigration, anses som ”racistiske”, mens det ligefrem bliver ”chokerende” og ”kontroversielt” at påstå, at åbne grænser ikke er verdens bedste idé. Og MNE hoppede desværre med på bølgen ved at bringe artiklen med den misvisende forside, som mange trods alt vil se uden at læse artiklen, der uddyber citatets kontekst. Efterfølgende måtte MNE derfor også undskylde, mens Jonze imidlertid fortsatte sin kritik.


Tommy Robinson og For Britain

I forbindelse med udgivelsen af albummet Low in High School i 2018 gav Morrissey et interview med Tremr, der dog igen fik racismesnakken til at blusse op. Da Morrissey blev spurgt ind til sin kritik af det politiske system og tidligere ytringer om, at han ikke stemmer til folketingsvalg, begyndte han at tale om det højreorienterede og islamkritiske parti For Britain, mens han refererede til Tommy Robinson, højreorienteret aktivist:


“Anne Marie Waters (For Britain, red.) seeks open discussion about all aspects of modern Britain, whereas other parties will not allow diverse opinion. She is like a humane version of Thatcher ... if such a concept could be. She is absolute leadership, she doesn't read from a script, she believes in British heritage, freedom of speech, and she wants everyone in the UK to live under the same law. I find this compelling, now, because it's very obvious that Labour or the Tories do not believe in free speech... I mean, look at the shocking treatment of Tommy Robinson... I know the media don't want Anne Marie Waters and they try to smear her, but they are wrong and they should give her a chance, and they should stop accusing people who want open debate as being 'racist'. As I said previously, the left has become right-wing and the right-wing has become left - a complete switch, and this is a very unhappy modern Britain.”

Udtalelsen bragte igen Morrissey i modvind og førte til, at Tim Jonze igen fremsatte sine anklager i førnævnte artikel på The Guardian, fordi han påstår, at der ikke længere findes argumenter, der kan retfærdiggøre sangerens udtalelser. Men spørgsmålet er, om en sådan påstand er valid? Ser man nærmere på Morrisseys ovenstående forklaring, er det tydeligt, hvad der tillokker ham til det højreorienterede parti: ytringsfrihed, fornuft og rationalitet. ”I don't think the word 'racist' has any meaning any more, other than to say "you don't agree with me, so you're a racist.”, slår han f.eks. fast og kommer dermed igen ind på det, der også pointeres tidligere i denne artikel, nemlig at han bemærker tendensen til at blåstemple alt som racistisk eller hadefuldt, hvis det ikke tilpasser sig venstrefløjens diskurs. Dette, mener Morrissey, udgør et pres på ytringsfriheden og den fri debat. Og det er det, han reagerer på.

At han nævner Tommy Robinson, kan ses som et udtryk for det samme: på intet tidspunkt i interviewet tilkendegiver han, at han er enig med Tommy Robinsons politiske holdninger. Faktisk giver han tydeligt udtryk for det modsatte, da han i en kommentar knyttet til samme interview slår fast, at: “I despise racism. I despise fascism. I would do anything for my Muslim friends, and I know they would do anything for me.” Hvad angår Tommy Robinson er det derfor tydeligt, at han refererer til anholdelsen af ham, der fandt sted ganske kort tid før Morrisseys interview. Her havde Robinson livestreamet uden foran domstolen i forbindelse med en sag om et børnepornonetværk, der især bestod af asiatiske mænd. Robinson blev sigtet for ”foragt for retten”, mens mange imidlertid mente, han blev udsat for censur. Morrissey reagerer altså igen på det, han opfatter som en krænkelse af ytringsfrihed, mens der i medierne – ført an af Tim Jonze – opstod en fortælling om, at han bakkede op om og støttede Robinsons politiske linje. Sammenligner man med Danmark, kan man argumentere, at situationen minder om den reaktion, venstrefløjen har på Rasmus Paludan. Man kan understrege, fastslå og gentage igen og igen, at man er uenig i Paludans politik, samt latterlige og stupide stunts, men giver man udtryk for, at man støtter hans ret til fri tale (inden for de få begrænsninger loven opstiller), eller fastholder man, at det resterende samfund ikke skal lide under ytringsfrihedsbegrænsninger, fordi friheden udnyttes af de få, gøres man straks til en fjende, der – som Morrissey senere blev beskyldt for – ”spreder had”.

De dummes tidsalder

På en turné i Amerika blev Morrissey i 2019 spottet på scenen med et For Britain-badge på trøjen, hvilket hurtigt spredte sig som en nyhed på Twitter og fik én til at spørge: ”Hvad blev der af ”It takes guts to be gentle and kind"?”, som altså refererer til The Smiths-nummeret ”I Know It’s Over” – og dermed slår den pågældende bruger fast, at man udelukkende kan være ”gentle and kind”, hvis man tilhører venstrefløjen. I forbindelse med udgivelsen af albummet California Son fik sagen imidlertid konsekvenser for Morrissey, der måtte erfare, hvordan togselskabet Merseyrail fjernede plakaterne med albummet efter en klage fra en pendler, hvorefter virksomheden gik ud med en officiel undskyldning. ”Det er som det tredje rige, ikke?” har Morrissey efterfølgende kommenteret i et interview med Music-News.com, da han blev spurgt om hændelsen, mens han supplerede: “We are not free to debate, and this in itself is the ultimate rejection of diversity. I am afraid we are living through The Age of Stupid, and we must pray that it passes soon.” Senere, i en besked til sine fans på MorrisseyCentral.com, skrev Morrissey så følgende som en reaktion på hændelsen: “I am sorry the UK print media’s contorted interpretation of who and what I am has gone all wrong. In these days when most people are afraid to even whisper.”

Reaktionerne blandt Morrisseys fans spænder imidlertid bredt, og mens manges støtte til den ikoniske musiker ikke er at kue, findes der dog en gruppe, der kalder sangerens drejning og synspunkter for en tragedie, mens mange beskriver, at de ikke blot føler sig såret, men også forrådt, og på The Mancunion begrunder Freya Thomson f.eks. Morrisseys højredrejning med hans manglende uddannelse og intellekt:


“The suggestion is that Morrissey’s poor education has left him sporadically picking and choosing political values and beliefs on both the left and the right as opposed to aligning himself with just one, as more educated people may be inclined to do.”

Antagelsen her er altså, at Morrisseys manglende uddannelse gør ham ude af stand til at ”holde sig” til én gruppe politiske værdier og holdninger på den ene side af det politiske spektrum, som ”mere uddannede” folk ville gøre. Påstanden er imidlertid både besynderlig og absurd, for skribenten indikerer dermed, at uddannelse begrænser vores mulighed for at se ud over vores gængse perspektiver på en række emner, mens vi – gennem vores uddannelse – indoktrineres til, at der kun er ét eller enkelte perspektiver på ellers meget komplekse emner. Dette udstiller i virkeligheden den liberale venstrefløjsideologis intolerance og skrøbelighed perfekt: Har man ikke evnerne til at forstå et modsatrettet perspektiv, kan det sættes i bås som noget fjendtligt, og har man ikke argumenterne til at begrunde sine synspunkter, kan man – særligt hvis man har en akademisk uddannelse – klandre modparten for at være ubegavet. At man, som Morrissey, er blevet mangemillionær af sin lyrik og sine sange, er komplet underordnet, for har man først vovet at givet udtryk for frie tanker, der løsriver sig fra den akademiske og venstreliberale diskurs, må det skyldes et manglende intellekt. Den virkelige tragedie er derfor, at det – når mennesker kan føle sig såret og forrådt over en musikers synspunkter – kan konkluderes, at Morrissey desværre har ret i sin påstand om, at vi netop befinder os i ”de dummes tidsalder.”

33 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

  • White Facebook Icon
  • Instagram - Hvid Circle

© 2020