• Redaktionen

Lesbisk influencer og homoseksuel eksmuslim i opråb til LGBT: På tide at kritisere islam

Politisk korrekthed kan hæmme udviklingen af LGBT-personers rettigheder i muslimske befolkningsgrupper

En ”klam” tendens

Den ny-konservative Arielle Scarcella, der på YouTube og sociale medier debatterer emner som LGBT, køn og feminisme, interviewede i et indslag på Facebook den homoseksuelle og tidl. muslim Jimmy Bangash. Budskabet var i den forbindelse klart: Homo-, biseksuelle og transpersoner har berøringsangst, når det gælder homofobi i muslimske kredse, og de to debattører rettede et fælles opråb mod LGBT-miljøet: Det er på tide at kritisere islam!

I videoen, der kan ses i slutningen af artiklen, påpeger Arielle Scarcella den ”klamme” tendens i LGBT-miljøet, hvor ønsket om at være politisk korrekt overskygger behovet for at italesætte og kritisere homofobi i muslimske miljøer, og den lesbiske debattør mener, at angsten for at blive kaldt ”islamofob” afholder folk fra at tale om vigtige emner.


Ru Pauls Drag Race

Som et eksempel på politisk korrekthed nævner Arielle Scarcella en hændelse fra Ru Pauls Drag Race, hvor den iransk-canadiske deltager Jackie Cox havde designet en rødstribet kaftan og en blå hijab med 50 sølvstjerner, der repræsenterede USA. Kostumet fik skuespilleren Jeff Goldblum, der optrådte som dommer, til at spørge ind til islams syn på homoseksualitet og kvinder. Spørgsmålene virkede relevante og væsentlige og startede en efterfølgende samtale blandt de øvrige dommere, mens den pågældende deltager fik mulighed for at uddybe sit standpunkt. Men på de sociale medier vakte hændelsen opsigt, og Jeff Goldblum blev udsat for en del kritik og vrede, fordi han havde draget paralleller mellem islam og had/fjendtlighed mod kvinder og homoseksuelle. Arielle Scarcella påpeger i den forbindelse, at angrebene fra venstrefløjen gør det vanskeligt, særligt for LGBT-personer med mellemøstlige rødder, at have en fri og åben debat om emnet.

Jimmy Bangash: Eksmuslim og homoseksuel

Arielle Scarcella fortsætter herefter til interviewet med Jimmy Bangash, der voksede op i en traditionel pashtunfamilie i London i et lokalsamfund, der udviste stor homofobi og kvindehad. I dag opfatter han sig selv som eksmuslim og LGBT-aktivist, der har dedikeret sig til at bekæmpe patriarkatets intolerance over for homoseksuelle og kvinder med muslimsk baggrund.

I interviewet kommer Bangash bl.a. ind på negativ social kontrol, der rammer dem, der forlader religionen eller afviger fra dens sociale normer, og Bangash insisterer i den forbindelse på, at det er på tide at forholde sig kritisk og skeptisk til islam, så man kan konfrontere og italesætte intolerancen.


”Drag shakes the tree”

Da Bangash kommer ind på Drag Race-eksemplet og shitstormen mod Jeff Goldblum, nævner han, at skønt det er betryggende, at en stor del af befolkningen gerne beskytter minoritetsgrupper, uanset om det er muslimer eller homoseksuelle, er man blevet så politisk korrekt, at man mister evnen til kritisk tænkning. Resultatet, mener han, skaber en forventning om, at muslimer er for skrøbelige til at håndtere kritik af deres religion, mens han fremhæver, at LGBT-rettigheder trods alt er vokset frem sideløbende med en stigende kritik af kristendom. Tendensen til at kalde Goldblum for racist, siger Bangash, er med andre ord at hæmme udviklingen af LGBT-personers rettigheder i muslimske befolkningsgrupper. Dermed er det modstridende, når LGBT-personer modarbejder den frie debat. ”Drag shakes the tree” får Ru Paul nemlig sagt til Goldblums kommentar, hvormed han slår fast, at det er LGBT-miljøets rolle at ”ruske op i tingene” og fremme i stedet for at begrænse debat og kritisk tænkning.

Se hele interviewet i videoen herunder.


Seneste blogindlæg

Se alle