• Redaktionen

Freja Fokdal, kandidat for Det Radikale Venstre, krænket over harmløse kommentarer

Det Radikale Venstres opfattelse af harmløse kommentarer som et forsøg på at ”intimidere til tavshed” er et usmageligt forsøg på at trampe på dem, der faktisk udsættes for trusler. Og det har partiet gjort før.

Forbud mod vittigheder

Det er vist efterhånden tydeligt for de fleste, at Det Radikale Venstre har udviklet sig til et af Danmarks mest krænkelsesparate partier. Partiet har allerede indført en ”samværspolitik”, der sætter hårde grænser for partiets medlemmer, og som bl.a. forbyder det, partiet selv omtaler som ”uacceptabel adfærd”. I punktform opstiller partiet en række regler for, hvad medlemmerne må og ikke må, hvor ”sjofle vittigheder” og ”sårende bemærkninger” f.eks. opfattes som ”uacceptabel adfærd”, og når man forholder sig til sidstnævnte, er det derfor heller ikke overraskende, at den radikale kommunalvalgskandidat, Freja Fokdal, er blevet krænket over en række kommentarer, man ellers skulle tro, ville høre ind under en hel almindelig ret til ytringsfrihed.


Harmløse kommentarer

Et par af de kommentarer, Freja Fokdal har delt med sine følgere på sociale medier, handler om Freja Fokdals udseende og ikke hendes politik. ”Den største næse blandt alle kandidaterne”, skriver én f.eks., mens andre beskylder Fokdal for at være en ”landsforræder” og ”samfundsnasser.” Men her stopper rækken af personlige tilsvininger så også, og skønt de øvrige kommentarer måske af nogen kan opfattes ”grove”, er de dog ikke personlige.


”Stemmer folk på det lort?” spørger én f.eks., mens en anden kalder De Radikale for en ”swingerclub med islam”. Derudover kaldes Fokdal for ”historieløs”, mens én giver udtryk for, at ”Danmark ville være bedre tjent uden De Radikale”.


Og hvad er der egentlig galt med det? Begge bemærkninger – om end primitive og uden argumenter – er vel rimelige konstateringer fra personer, der blot har besluttet at give deres meninger til kende på de sociale medier. Hos De Radikale går den dog ikke. De Radikales formand, Sofie Carsten Nielsen, skriver endda, at ”ingen skal stå model til verbale overfald eller forsøges intimideret til tavshed.”


Spørgsmålet er, hvor i de nævnte eksempler, at Freja Fokdal ”forsøges intimideret til tavshed”? Svaret er naturligvis, at det gør hun ikke. Hvis de ville, kunne De Radikale dog sagtens forholde sig til sager, hvor folk i det danske samfund faktisk intimideres til tavshed, f.eks. lærere og mediefolk, der enten har eller insisterer på at vise Muhammedtegninger. Den slags mener De Radikale dog ikke, er et problem, hvilket stod lysende klart, da Kashif Ahmad f.eks. kaldt det en ”styrke”, at landets medier har droppet at vise Muhammedtegninger, selvom det, Ahmad kaldt for et ”frit valg” om at droppe tegningerne, af samtlige medier begrundes med et forståeligt ønske om at beskytte medarbejdere mod trusler på livet.


Når De Radikale betegner harmløse kommentarer som ovenstående som et forsøg på at intimidere til tavshed, tramper man på dem, der faktisk trues til tavshed. Og det er en usmagelig tendens.


Desuden må man bare konstatere, at det i nutidens politiske miljø ikke er nødvendigt at komme med politiske budskaber. Har man ingen, som Fokdal tilsyneladende ikke har, kan man i stedet forsøge at søge medlidenhedsstemmer. Offerkortet virker hver gang, og det ved De Radikale naturligvis godt.


73 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle