• Redaktionen

Er Enhedslisten et ekstremt parti?

Opdateret: jan. 22

Sofie Carsten Nielsen ramte hovedet på sømmet, da hun betegnede Enhedslisten som et ekstremt parti. Hendes forklaring var dog noget vag, og det er underligt, for eksemplerne er mange.

Føler sig ikke hjemme i rød blok

De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen udtalte i sidste uge til Berlingske, at hun forholdt sig positivt til Lars Løkke Rasmussens planer om at starte et nyt midterparti, der skal holde yderfløjene uden for indflydelse. I den forbindelse taler Carsten Nielsen om højrefløjens ultimative krav, men også om ”ekstreme” holdninger i rød blok. Nielsens bud på ekstreme tendenser hos Enhedslisten er imidlertid et ønske om efterløn, hvilket er besynderligt. Enhedslisten har nemlig en lang historik med ekstreme udmeldinger, tendenser og adfærd.


Kommunistisk baggrund

Enhedslisten udspringer af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), der bl.a. støttede det sovjetiske styre, mens medlemmer også udviste støtte til styret i Albanien, der blev komplet isoleret fra det resterende Europa af landets kommunistiske leder Enver Hoxha. Ulovlig udrejse fra landet kunne således straffes med døden, og regimets politiske modstandere blev i stor stil henrettet. DKP valgte imidlertid at se bort fra kommunismens brutale forbrydelser, og selvom den dystre historie burde være tilstrækkelig til at dødsdømme kommunismen som mulig styreform, har det ikke afholdt Enhedslisten fra at arbejde for en politik og dyrke en kultur med skræmmende fællestræk.


Ville genindføre kommunismen

Man skal ikke langt tilbage i partiets historie, før man støder på stærkt yderliggående og ekstreme elementer. I Enhedslistens program, der imidlertid blev erstattet i 2014, ville partiet bl.a. ”genindføre kommunismen”, hvilket igen bringer minder om DKP’s støtte til Sovjetunionen og Albanien. Også før vedtagelsen af det nye partiprogram opererede Enhedslisten imidlertid med begrebet ”demokratisk socialisme”, så hvis argumentet i dag lyder, at der er forskel på ”demokratisk socialisme” og ”kommunisme”, hvordan kunne man så være fortaler for begge dele på samme tid? I stedet beretter det om, at Enhedslisten aldrig er rykket væk fra sin kommunistiske fortid, men blot er begyndt at operere med andre mere spiselige termer for at appellere til en bredere vælgerskare. Med andre ord forsøger man at sælge gammel vin på nye flasker. Og Enhedslisten har trods alt altid stået over for det samme forklaringsproblem: at kommunisme aldrig har – og aldrig vil – komme til at fungere, og at den udelukkende har ført til vold, død og undertrykkelse, uanset hvilket historisk eksempel, man henviser til.

Ville afskaffe politiet og militæret

I Enhedslistens gamle partiprogram opfordrede man klart og tydeligt til en ”opløsning af politiet og militæret”. Dette eksempel bliver særligt interessant, når man forholder sig til partiets uforbeholdne støtte til den venstreekstreme og ofte voldelige gruppe Black Lives Matter, der er blevet forbundet med begrebet ”antiracistisk racisme”. Black Lives Matter har ved flere lejligheder erklæret deres støtte til den marxistiske ideologi, bl.a. da de to stiftere Alicia Garza og Patrisse Cullors erklærede sig som ”udlærte marxister”: ”We do have an ideological frame. Myself and Alicia, in particular, are trained organizers; we are trained Marxists.”


Ovenstående citat, sat i forbindelse med BLM’s krav om ”defund the police”, der trods alt minder uhyggeligt meget om Enhedslistens tidl. krav om opløsning af politiet, tegner igen et billede af, at Enhedslisten, trods et nyt partiprogram, alligevel ikke har rykket sig væk fra de ekstreme og yderliggående tendenser.


Afskaffelse af privat ejendomsret/obligatorisk fælleseje

Enhedslistens ønske om ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne” og drømmen om obligatorisk fælleseje er også et tydeligt eksempel på, at partiet har fremtrædende fællestræk med den kommunistiske ideologi. I et blogindlæg på Jyllands Posten analyserer Martin Ågerup fra tænketanken CEPOS grundigt Enhedslistens forslag på området og konstaterer, at Enhedslistens forsikringer om at ”almindelige mennesker skam skulle beholde deres private ejendomsret til alt andet end produktionsmidlerne” ikke harmonerer med principprogrammet, hvor det fremgår ”at Enhedslisten ønsker at erstatte grundloven med en ”socialistisk” grundlov”, der skal ”give en utvetydig sikring af basale individuelle rettigheder”, hvorefter partiet nævner ”organisations-, ytrings- og forsamlingsfrihed” samt ”retten til sundhed, bolig, uddannelse og arbejde”. Ågerup påpeger i den forbindelse, at ”den grundlæggende frihedsrettighed, som derimod ikke nævnes, er den private ejendomsret. Den skal ikke sikres i den nye socialistiske grundlov.”

Ågerup står desuden bag en glimrende analyse af Enhedslistens politik på netop dette område, der, som CEPOS selv udtrykker det, er ”en indgående forklaring på, hvorfor Enhedslistens ”demokratisk socialisme” er en selvmodsigelse og ”fælleseje” et pænt ord for at ville nationalisere de danske virksomheder og afskaffe den private ejendomsret.” Desuden konstaterer han, at: ”Enhedslisten ønsker at erstatte vores grundlov, som siden 1849 har beskyttet den private ejendomsret med en grundlov, som ikke beskytter den private ejendomsret. Det er – ligegyldigt hvordan man vender og drejer det – en ekstrem politisk holdning. Det er et fundamentalt brud med danske værdier og traditioner.”


Se analysen i videoen herunder. Artiklen fortsætter under videoen.

Pelle Dragsteds voldelige fortid

Er det overhovedet rimeligt at nævne en politikers voldelige fortid som et argument for, hvorfor et parti er ekstremt? Hvis Pelle Dragsteds fortid var et enkeltstående tilfælde, ville eksemplet måske være mindre relevant, men Enhedslisten har desværre vist sig at være et parti – som artiklen også vil vise eksempler på – der gennem årene har tiltrukket ekstremistiske og voldelige kræfter som et møl mod en flamme. At analysere medlemmers moral og dømmekraft bliver derfor relevant i en samlet vurdering af de værdier, partiet udviser.


Hele Pelle Dragsteds ungdom har været præget af tilknytningen til ekstreme venstrefløjsmiljøer, der har dyrket den politiske vold. Som ung teenager meldte han sig ind i DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom) med tilknytning til det førnævnte DKP, han begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69, der stod bag de voldelige gadekrigslignende tilstande i 2007, og som 17-årig meldte han sig ind i Antifascistisk Aktion (AFA), der opfattede vold som et rimeligt middel mod højreekstreme grupper. Han har således haft voldelige sammenstød med ordensmagten, har siddet i spjældet for hærværk, og nå ja, så har han angrebet en persons private ejendom med en motorsav.

Med ovennævnte – og når man medregner de øvrige eksempler knyttet til Pelle Dragsted som benævnt senere i denne artikel – tegner der sig desværre et billede af en politiker, hvis dømmekraft altid har været tvivlsom og bekymrende. Og det tegner et billede af et Enhedslisten, der ikke har et sidestykke i folketinget ift. tiltrækningskraft for mennesker med rødder i ekstreme miljøer.


Opfordringer til væbnet revolution

Pelle Dragsted er imidlertid ikke den eneste, der har vist opbakning til vold. I 2013 ville Enhedslisten-medlemmet, Jonathan Simmel, indskrive et nyt punkt på partiets principprogram: Væbnet revolution med det kommunistiske samfund som endemål. Dengang udtalte han til Berlingske:


“Vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning.”

Men opfordringerne til væbnet revolution har altså ikke været til hinder for, at Jonathan Simmel kan stille op som folketingskandidat for Enhedslisten i København. Det er sjovt, for netop i 2013, da Simmel kom med ovenstående udtalelse, skrev førnævnte Pelle Dragsted følgende i et norsk tidsskrift: ”Vi har f.eks. lagt meget vægt på at lægge klar og tydelig afstand til grupper på venstrefløjen, der anvender vold”. Eksemplerne, som senere benævnt, viser dog, at Jonathan Simmel ikke er det eneste tilfælde, hvor Enhedslisten ikke lever op til Dragsteds postulat om, at partiet lægger afstand til vold.


Angreb på Anders Fogh Rasmussen

Da den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 blev angrebet med rød maling, var det Enhedslisten, der havde lukket gerningsmændene ind på Christiansborg. Og det daværende Enhedslisten-medlem, Pernille Rosenkrantz-Theil, der nu er nuværende børne- og undervisningsminister for Socialdemokratiet, udtalte på tidspunktet for angrebet til Berlingske: ”Jeg synes, at aktionen er sjov”. Dengang tog Enhedslisten aldrig afstand fra den voldelige aktion, der i stedet blevet hyldet af Pelle Dragsted i et læserbrev. ”Godt gået, Pernille,” skrev han bl.a. og udviste igen manglende lyst til at fordømme politisk vold. Set i lyset af kupforsøget mod Kongressen i USA er aktionen mod Anders Fogh Rasmussen igen blevet trukket frem i medierne, for hvordan kan Enhedslisten kritisere et angreb på demokratiet, når de selv har bidraget til netop dette?


Rosa Lunds kriminelle fortid

Enhedslistens nuværende retsordfører, Rosa Lund, er et godt eksempel på den manglende afstandtagen til vold. Men inden eksemplet gennemgås, bør det nævnes, hvordan også Rosa Lund har været blandet ind i de ulovligheder, der udsprang fra Ungdomshuset på Jagtvej 69. I 2007 brød Rosa Lund ind på Grøndalsvænge Allé 13 i Københavns Nordvestkvarter og blev anholdt af politiet. Den ulovlige indtrængning udløste en bøde, mens Lund fik en plettet straffeattest. I 2012 meldte hun så ud til Fyens Stiftstidende, at hun ikke angrede sine handlinger, og at ”det kan være nødvendigt at byrde loven”. Enhedslistens reaktion? At gøre hende til retsordfører.


Rosa Lunds løgn og Poya Pakzads opbakning til politisk hærværk

Som nævnt ovenover har også Rosa Lund udvist manglende vilje til at tage afstand fra politisk vold. Det gav hun klart udtryk for i 2019, da hun deltog i en debat på P1 om venstreorienteret ekstremisme på Nørrebro. I debatten bliver der talt om, hvordan Anahita Malakians måtte sige op som bestyrer på en burgerbar pga. en række hærværksangreb fra venstreekstremister, mens debatten også kom ind på aktivistgruppen Generation Identitær, hvis fredelige demonstrationer flere gange har været udsat for voldelige angreb. Men i stedet for at holde sig til emnet, forvildede Rosa Lund sig ud i en løgn, da hun beskyldte Generation Identitær for at forsøge at komme ind på hendes privatadresse, og da Rosa Lund i et telefoninterview blev konfronteret med sin løgn af aktivisten Lars Kragh Andersen, gravede hun sin egen grav endnu dybere ved at svare i øst og vest på ellers rimelige spørgsmål, mens hun skabte et net af nye løgne i forsøget på at slippe ud af de eksisterende.

I samme P1-debat kommenterede Enhedslisten-rådgiveren Poya Pakzad, at den politisk motiverede hærværk mod Anahita Malakians kunne retfærdiggøres: ”… hvis det rent faktisk bevirkede, at man fik kæmpet racismen tilbage og støttede en masse af de mennesker, som var genstand for racisme i vores samfund, jamen så mener jeg at det at kaste en sten ind gennem en rude, falder langt under bagatelgrænsen.”


Konspirationsteorier

Når man tænker på, hvor langt fremme i skoene Enhedslisten har været i forbindelse med den ellers rimelige kritik af trumpisternes konspirationsteorier, er det påfaldende, at et profileret Enhedslisten-medlem selv har leget med netop konspirationsteorier. Da Asmaa Abdol-Hamid i 2007 stillede op for Enhedslisten, begyndte vælgerne at sive, fordi Abdol-Hamid bl.a. havde dyrket idéen om, at jøderne stod bag terrorangrebet den 11. september 2001. Det er i øvrigt den samme Abdol-Hamid, der for nyligt deltog i et webinterview med en Facebook-gruppe, der beskrev kvinder i kamp mod negativ social kontrol som ”ude efter at score billige point”, mens Abdol-Hamid også udviste støtte til de hadprædikanter, der gennem årene er blevet inviteret til Danmark for bl.a. at tale om voldtægt af kvinder og drab på homoseksuelle. Desuden blev Abdol-Hamid tilbage i 2007 meldt til politiet for landsforræderi for at kalde de irakiske oprøreres angreb på danske styrker for legitimt. Dette tilføjer med andre ord Abdol-Hamid til listen over Enhedslisten-politikere, der forherliger vold som et middel, og desværre er hun ikke den eneste.


Har støttet terror

Flere Enhedslisten-politikere, herunder førnævnte Rosa Lund, har udvist støtte til terrororganisationer som Farc i Colombia, der bl.a. er kendt for kidnapninger af civile, og PFLP i Palæstina, der bl.a. har udført flykapringer og bombesprængninger. Finn Sørensen, som var medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019, og som er næstformand for partiets folketingsgruppe, har om PFLP omtalt, at de har en ”legitim ret til kamp”, mens Stine Brix og Rosa Lund har støttet både Farc og PFLP via Foreningen Oprør, der sendte 50.000 kroner til hver af organisationerne. Selvom Rosa Lund i den forbindelse tog afstand fra ”metoderne”, mente hun altså, at grupperne var legitime og fastholdt derfor sin ideologiske og økonomiske støtte til begge terrorgrupper, der også har begået alvorlige forbrydelser mod civile.


Sørensen, Brix og Lund er dog ikke de eneste med tilknytning til Enhedslisten, der har udvist støtte til terror. Et tidligere medlem er ligefrem kommet med udtalelser, der er blevet opfattet som terrortrusler. Nemlig Kasem Said Ahmad.


Pernille Skipper fik opbakning af islamisk fundamentalist

Til folketingsvalget i 2019 fik Enhedslistens nuværende frontfigur, Pernille Skipper, hjælp fra det københavnske muslimske miljø i form af tidligere talsmand ved Det Islamiske Trossamfund, Kasem Said Ahmad, der bl.a. har deltaget i Hizb ut-Tahrir-demonstrationer, og som har forsvaret en imam, der havde prædiket om stening af kvinder.


Kasem Said Ahmad udtalte dengang til DR2:


“Det (stening, red.) står vi inde for, og det er vi også stolte over. For det andet har det en præventiv effekt. Hvad er straffen i Danmark, når man begår sex uden for ægteskabet? Ikke nogen.”

Kasem Said Ahmad er desuden kendt for under Muhammadkrisen at komme med følgende trussel til Ekstra Bladet, der endte med at udgøre et citat på forsiden: “Det vil ikke være svært at finde danske muslimer, der helt frivilligt vil ofre sig i terrorhandlinger her i landet.”


Trods ovenstående udtalelser udviste Enhedslisten ingen modstand, da Kasem Said Ahmad valgte at melde sig ind i partiet, og i 2019 dukkede han op til et vælgermøde med gruppen Netværket For Fremtiden, hvor han medbragte en liste med navnene på seks politikere fra venstrefløjen, som han opfordrede deltagerne til at stemme på – heriblandt Pernille Skipper, Det Radikale Venstres Zenia Stampe og Sikandar Siddique fra Frie Grønne (dengang Alternativet), der alle blev valgt ind i Folketinget. I visse områder oplevede de nævnte partier enorm fremgang, hvorfor man altså kunne spore, at kampagnen havde haft en positiv effekt for de nævnte politikere.

På tidspunktet havde Pernille Skipper stadig ikke udtrykt moralske skrupler over at være blevet bakket op af en islamist, der er positivt stemt over for stening, og hun fik ovenikøbet taget nedenstående billede sammen med Kasem Said Ahmad kort tid før valgkampen. Da Skipper så blev konfronteret med billedet, påstod hun, at hun slet ikke anede, hvem hendes partifælle var, og først da presset voksede sig for stort på Enhedslisten, valgte de at ekskludere det kontroversielle medlem.


Dog er man nok glade for, at han inden udvisningen nåede at mobilisere stemmer til Pernille Skipper.

Holdt hånden over Islamisk Trossamfund trods hadprædikanters voldtægtsytringer

At Pernille Skipper i 2019 blev bakket op af et Hizb ut Tahrir-medlem og tidligere talsmand ved Det Islamiske Trossamfund er i virkeligheden slet ikke så underligt, når man tænker over, hvordan Enhedslisten har været villige til at holde hånden over netop Islamisk Trossamfund trods alvorligt krænkende ytringer, der bl.a. omhandler jøder, homoseksuelle og kvinder. Dette skete i 2015, da Enhedslisten sammen med SF valgte at kritisere Københavns Kommunes beslutning om at stoppe al samarbejde med netop Islamisk Trossamfund, der havde inviteret hadprædikanter til Danmark, der bl.a. havde udtalt, at jøder er efterkommere af svin og aber, at homoseksuelle fortjener dødsstraf, og at der ikke skal være ligestilling mellem kønnene. Trods de ekstreme udtalelser stemte bl.a. Enhedslisten og SF dog imod Venstre, Socialdemokraterne, de Konservative og Liberal Alliances forslag om kun at samarbejde med ”foreninger og aktører, som støtter op om liberale demokratiske værdier i overensstemmelse med grundlæggende værdier og normer i det danske samfund”, hvormed de nævnte partier på den yderste venstrefløj tilsyneladende mener, at ytringer om voldtægt og drab godt kan danne grundlag for et demokratisk samarbejde.


Antisemitisme

Udover førnævnte Asmaa Abdol-Hamids antisemitiske tendenser har også nuværende politiske leder Pernille Skipper støttet foreninger, der har givet udtryk for alvorlige antisemitiske synspunkter. Det skete, da hun i 2019 holdt tale til en anti-jødisk konference, der med alle midler kæmper den palæstinensiske sag. Til konferencen delte Skipper scene med en palæstinensisk ekstremist, der har erklæret terror mod den israelske stat:


“Jeg kommer med mit bombebælte og vil ofre mig selv, for mit Palæstina … Jeg vil hævne mig. Præsentér mig for døden.”


Ved samme lejlighed blev Pernille Skipper desuden fotograferet med den palæstinensiske mand, der organiserede og var ansvarlig for terroristen Omar El-Husseins islamiske begravelse i februar 2015, nemlig førnævnte Kasem Said Ahmad. Som billedet fra Document herunder viser, har Pernille Skipper med andre ord udvist et dybt kritisabelt dobbeltspil, fordi hun på det ene billede lægger blomster ved synagogen, hvor Dan Uzan blev dræbt af en palæstinensisk terrorist, mens hun netop har optrådt smilende med samme terrorists bedemand.

Man skal med andre ord iklæde sig temmeligt store skyklapper, hvis man ikke kan få øje på det hykleriske og ekstreme i et sådant dobbeltspil.


Pelle Dragsteds støtte til berygtet diktator

Og apropos hykleri bør det naturligvis nævnes, hvordan Enhedslisten går forrest i kritikken af trumpisternes blinde tiltro til Donald Trump, selvom mange i Enhedslisten dog udtrykte både glæde for og beundring af den nu afdøde diktator i Venezuela, Hugo Chávez. I 2006 beskrev Pelle Dragsted f.eks. udviklingen i landet for ”spændende”, hvilket giver anledning til spørgsmålet om, hvordan Dragsted egentlig adskiller sig fra de trumpister, han griber hver chance for at kritisere? Og skønt Dragsted i 2011 tog afstand fra sine udtalelser, er støtten til Hugo Chávez ikke desto mindre et eksempel ud af mange på en elendige dømmekraft, der ikke er blevet meget bedre med årene.

Den dårlige dømmekraft i forhold til Hugo Chávez og Venezuela har Enhedslisten dog illustreret mere end én gang: Hans Harald Aalborg mente f.eks., at den katastrofale situation i Venezuela kunne tilskrives, at ”man ikke er gået langt nok”, mens også Andreas Bülow har insisteret på, at årsagerne til landets sammenbrud ikke kan tilskrives forsøget på at indføre socialisme. Tendensen er desværre gennemgående ikke blot hos Enhedslisten, men også hos den almene socialist/kommunist: skønt der endnu ikke findes ét eksempel på et land, der har haft en vellykket overgang til en socialistisk/kommunistisk økonomi, er forklaringen altid, at problemerne stammer et andet sted fra. At man stædigt insisterer på, at socialisme kan fungere ”hvis den gennemføres rigtigt”, er ikke blot en uansvarlig og faktaresistent tilgang, men en direkte skrøne.


Slagteren fra La Cabaña

Enhedslistens tidligere formand Johanne Schmidt-Nielsen er tilsyneladende så stor beundrer af den marxistiske revolutionære guerillaleder Che Guevara, at hun i sin ungdom blev betegnet som ”en dansk Che Guevara”, mens Enhedslisten heller ikke holder sig tilbage fra i tide og utide at henvise til et Guevara-citat, som Pelle Dragsted f.eks. gjorde i et interview med Kristeligt Dagblad, mens også Enhedslisten Gribskov anvender et citat fra den berygtede kommunist på forsiden af deres hjemmeside.


Hvad Enhedslisten naturligvis aldrig nævner, er, at Che Guevara var en morderisk og volddyrkende psykopat, der ”nød at slå ihjel”, hvilket gav ham tilnavnet ”Che the butcher” (Slagteren Che) eller Butcher of La Cabaña (Slagteren fra La Cabaña). Der findes mange fortællinger om Che Guevaras brutale metoder, bl.a. hvordan han koldblodigt dræbte en kun 14-årig dreng ved at give ham en kugle for panden, og ”slagteren Che” er bl.a. citeret for følgende:


”And a revolutionary must become a cold killing machine motivated by pure hate.”


Gad vide, hvordan Pelle Dragsted mener, at beundringen af Che Guevara går i spænd med hans førnævnte påbud om, at Enhedslisten ”lægger klar og tydelig afstand” til vold?


Dæmonisering af kvinder

I maj 2020 skrev Rosa Lund følgende kommentar på Facebook: ”Vores ytringsfrihed er truet, når kvinder trues til tavshed på de sociale medier.” Det er en interessant formulering, eftersom netop Rosa Lund for nyligt fik spalteplads på Kristeligt Dagblad til at dæmonisere de kvinder, der vælger at bruge deres ytringsfrihed til at kæmpe for en sag, som Rosa Lund er uenig i. Hun ser nemlig en klar fællesnævner mellem islamister og abortmodstandere, hvilket efterfølgende har skabt vrede hos mange debattører. Overlæge Laurits Bjerre skriver f.eks., at ”når abortmodstandere skal slås i hartkorn med Islamister kan det kun have til formål at dæmonisere abortmodstandere.” Værre bliver det dog, når man husker på, at Rosa Lunds udmelding kom mindre end to måneder efter halshugningen af Samuel Paty, hvilket bevidner om én af to muligheder: enten udviste Lund enorm dårlig dømmekraft og situationsfornemmelse, eller også var kommentaren bevidst timet for at fortælle abortmodstandere og -skeptikere, at de i Rosa Lunds øjne er præcis så slemme som dem, der er villige til at begå halshugning på åben gade.

I et efterfølgende debatindlæg på Kristeligt Dagblad skriver Mads Kobbersmed, at ”Rosa Lunds holdning viser et problematisk forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder i Grundloven, blandt andet retten til at tro, tænke og mene, som man vil”, hvilket er helt i overensstemmelse med FN’s menneskerettigheder, der i modsætning til fri abort medtager retten til at have sin egen mening og ytre den.


Så hvis Rosa Lund faktisk mener, at ytringsfriheden trues, hvis ikke kvinder kan ytre deres meninger frit, er det noget besynderligt, at hun vælger at modarbejde kvinder, der netop vælger at udøve denne ret.


Ytringsfrihed

Selvom Enhedslisten gerne fremstiller sig selv som stærke forsvarere af ytringsfriheden, argumenterede Torben Mark Pedersen i 2013 i en artikel på Trykkefrihed.dk, at Enhedslisten ”stadig har et mere end tvetydigt forhold til ytringsfriheden.” Pedersen skriver, at Enhedslistens ønske om et opgør med den private ejendomsret – der altså stadig er gældende i henhold til principprogrammet fra 2014 – vil skabe et samfund, der udelukkende har statsejede medier, hvilket fører til trange kår for pressefriheden. I den forbindelse henviste Torben Mark Pedersen til Kathrine Toft Mikkelsen fra Enhedslistens hovedbestyrelse, der i sammen periode ytrede, at det kunne ”blive nødvendigt at lukke visse medier," og i december 2020 konstaterede debattør Morten Uhrskov Jensen i et indlæg på Jyllands Posten følgende:


“Uden retten til privat ejendom er individet underkastet statsmagtens nåde og unåde. Alle de andre rettigheder forsvinder som dug for solen, hvis ejendomsretten forsvinder som følge af statens magtindgriben. Fjernelsen af den private ejendomsret vil aldrig kunne finde sted ved et flertal af befolkningen, og ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed ville således blive massivt undertrykt, hvis ejendomsretten ophæves”

Med Enhedslistens ønske om et opgør med den grundlovssikrede ejendomsret er det derfor uundgåeligt, at partiet ikke har gjort sig overvejelser om de konsekvenser, dette uomtvisteligt vil medføre for ytrings- og pressefriheden, selvom dette naturligvis ikke afholder partiet fra at opretholde et narrative om, at de bakker op om denne frihed til at ytre sig frit. Hvilket de naturligvis også gør – når man altså er enig med Enhedslisten.


Hykleri

Flere eksempler i artiklen har allerede udstillet Enhedslistens hykleri: Rosas Lunds ”forsvar” af kvinders ytringsfrihed på den ene side og dæmonisering af kvinder, der ytrer sig frit, på den anden, ”støtte” til jøder trods taler ved antisemitiske foreninger, kritik af Trump trods støtte til diktatorer, påstande om afstandtagen til vold trods et utal af eksempler på, hvordan man har støttet vold, terrororganisationer og andre voldelige grupper eller voldelige historiske personer.

For nyligt udstillede Enhedslisten-medlemmet Gyda Heding dog igen dette hykleri, da hun gik på Facebook for at kritisere de politiske uroligheder i USA, for man skal ikke længere end tre år tilbage, før den samme Gyda Heding udviste forståelse for vold, uroligheder og hærværk, der opstod i marts 2017 i forbindelse med 10-årsdagen for rydning af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Dengang skrev Heding: ”Jeg forstår de unge mennesker, der er pissefrustrerede og forleden dag smadrede en bank” Om Gyda Heding skal det desuden også nævnes, at hun selv har en fortid fra en voldelig BZ-bevægelse, der har stået i spidsen for netop hærværk og vold i København, mens hun danner par med filminstruktør Frank Piasecki Poulsen, der har rettet flere trusler mod både journalister og politikere. I 1990’erne var Piasecki Poulsen f.eks. eftersøgt for brostenskast mod Dansk Folkepartis daværende partileder Pia Kjærsgaard. Hermed kan det altså konstateres, at når frustrationer stammer fra mennesker på venstrefløjen, udviser Enhedslistens medlemmer forståelse og tolerance over for vold, uroligheder og hærværk, mens det ”ryster dem fuldstændigt”, når urolighederne finder sted på højrefløjen. Enhedslisten står derfor i spidsen for den efterhånden helt almindelige tendens på den yderste venstrefløj, hvor det efterhånden er blevet normal kutyme at forvente en vis moral og visse standarder af den resterende befolkning, som man ikke selv kan leve op til. Flot, Enhedslisten. Og flot, Gyda Heding, rigtig flot.


Fake news og misinformation

Udover førnævnte eksempler – hvor Johanne Schmidt-Nielsens køb af en villa til over seks millioner kroner også bør sniges med som en indskudt bemærkning – ses hykleriet naturligvis også andre steder. Enhedslisten har f.eks. flere gange være ude med riven efter ”fake news” og misinformation, som de mener, ”er en trussel mod sandheden, demokrati og fred”. Underligt er det derfor også, når Enhedslisten lader venstrefløjsaktivister slippe af sted med netop fake news og misinformation. Dette var f.eks. tilfældet, da Black Lives Matter fabrikerede en løgn om Mette Frederiksen, der blev spredt bredt på de sociale medier. Som det parti i Folketinget, der har udvist den største støtte til netop Black Lives Matter, skulle man tro, at Enhedslisten ville kritisere bevægelsen for sine løgne, men i stedet reagerede partiet med stilhed. Hykleri? Ja tak.


Erdoğan

Enhedslisten har flere gange kritiseret den tyrkiske præsident Erdoğan, bl.a. for hans forfølgelse af den kurdiske befolkning i Tyrkiet. Nikolaj Villumsen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, meldte i 2019 klart ud, at ”vi skal og kan stoppe Erdoğan!” Derfor vækker det også undren, når Enhedslisten alligevel vælger at give netop Erdoğan en håndsrækning, hvilket bl.a. skete i 2020, da Enhedslistens repræsentant i Slagelse byråd, Thomas Clausen, valgte at stemme for en ny lokalplan, der godkendte en moské i byen, der befinder sig i en bygning, der i 2017 blev købt af Diyanets danske organisation, Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse. Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse ejer samtlige Diyanet-styrede moskeer i Danmark, som der er omkring 30 af rundt omkring i landet. Om Diyanet kan det bl.a. nævnes, at de i forbindelse med terrorangrebene i Frankrig, hvor Samuel Paty blev halshugget, udsendte en fatwah mod muhammedtegningerne. Enhedslisten taler altså med to tunger, når de påstår at ville bekæmpe Erdoğan, men alligevel hjælper ham med at udbrede sin indflydelse i Danmark.


Polariserende retorik

Og netop terrorangrebene i henholdsvis Frankrig og Østrig udstillede Enhedslistens villighed til at udnytte terrorhandlinger til at sælge deres egen politik med en dybt splittende, polariserende og ubehagelig retorik. I forbindelse med angrebene skrev Pernille Skipper følgende på Twitter: ”Det skal vi stå sammen mod, særligt på venstrefløjen”, hvormed hun gav et stød til forestillingen om, at netop modstanden mod terror kræver bredt fællesskab med fælles løsninger. Skippers kommentar udtrykker desuden villigheden til at løbe terroristernes ærinde om netop at splitte befolkninger, og da også Pelle Dragsted kom på banen og henviste til en ”analyse” om terror, han havde skrevet år tilbage efter angrebet på Charlie Hebdo, udstillede han præcis samme polariserende mentalitet. Ifølge Dragsted fandt angrebet dengang sted, ”fordi bladet fortsætter en lang tradition for antiautoritær satire på den franske venstrefløj”, hvormed han også slår fast, at terrorisme ikke rammer den frie verden og ytringsfrihed som helhed, men venstrefløjen. Sidstnævnte bliver interessant, når man forholder sig til de mange på venstrefløjen, der i debatten brugte nogenlunde samme ”argument”: ”Vi støtter ytringsfriheden, men…”. Dette beviser i høj grad, at netop venstrefløjen er villige til at give efter for terroristernes ønsket om en indskrænket eller helt fjernet ytringsfrihed.


Politikere advarer mod Enhedslisten

Når man tager alle ovenstående eksempler i betragtning – Enhedslistens baggrund fra Danmarks kommunistiske parti, der har støttet nogle af verdens værste regimer, partiets forhenværende ønsker om at afskaffe politiet, dets ønske om at genindføre kommunisme, at afskaffe privatejendomsret, villighed til at gøre brug af vold, støtte og opfordringer til vold, støtte til terrororganisationer, opbakning fra fundamentalistiske islamister, aktivistiske angreb på demokratiet, løgne, konspirationsteorier, taler ved antisemitiske foreninger, hykleri og dybt polariserende adfærd, er det pludselig ikke så underligt, at Folketingets parti gennem årene har stået i kø for at kritisere Enhedslisten for sin ekstremisme. ”Enhedslisten er et sygt og farligt parti”, ”Har dog forstået, at du må beholde din tandbørste som privat ejendom....hvilken planet lever de røde banditter på????, ”Fair nok - kommunisterne skjuler intet....”, har politikere bl.a. udtrykt sig på de sociale medier gennem tiden, Lars Løkke Rasmussen har sammenlignet ”kommunister ude i Enhedslisten” med partiet Stram Kurs, og i 2012 rettede Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen en skarp kritik af det venstreekstreme parti:


”Der er blevet råbt »pis«, »klaphatte« og »forrædere« efter os. Det er jo et sprogbrug, som er ganske, ganske voldsomt,” har Sass Larsen bl.a. udtalt, hvilket igen bevidner om Enhedslistens hykleri, fordi partiet trods alt har vist sig som nogle af Folketingets største sprogbrugskrigere. I samme interview fortsatte Henrik Sass Larsen desuden med følgende stød til Socialdemokratiets ”støtteparti”:


“Enhedslisten er et ekstremt, venstreorienteret parti, der ønsker sig et klasseløst, kommunistisk samfund. Vi kan ikke få al vores politik igennem med dem, for de vil jo ikke skrive under, når det begynder at gøre ondt. Og det er jo problemet: Man kan ikke få det danske samfund til at hænge sammen med fantasilliarder”


Seneste blogindlæg

Se alle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

  • White Facebook Icon
  • Instagram - Hvid Circle

© 2020