• Redaktionen

Enhedslisten og Frie Grønne udnytter terror for at sælge politik

Opdateret: 17. nov. 2020

Terror i Paris, Nice og Wien førte til tankeløse og polariserende kommentarer og "analyser" fra den yderste venstrefløj

Ekstremisme og ideologisk kamp

Da terroren ramte i henholdsvis Paris, Nice og Wien for få uger siden, var flere politikere på venstrefløjen ude med usmagelige kommentarer og lusede forsøg på at udnytte den triste situation til at sælge deres egen politik. Frie Grønne cementerede sig dermed som et ekstremistisk parti, mens Enhedslisten igen fik slået fast, at deres såkaldte værdier ikke eksisterer, at de aldrig har gjort det, og at partiet er villige til at ofre hvad og hvem som helst for at sælge deres kommunistiske ideologi.

Afstumpet kommentar fra Frie Grønne

Allerede samme dag, tre mennesker blev dræbt i Nice, heriblandt en halshugget kvinde, skyndte Rune Langhoff, rådgiver for partiet Frie Grønne og partileder Sikandar Siddique, sig på Twitter, hvor han skrev en usmagelig og dybt afstumpet kommentar. Langhoff udviste nemlig meget lidt empati med ofrene for den brutale forbrydelse, mens islamistisk terror heller ikke fremstod som et emne, der for Langhoff virkede særligt bekymrende. ”Alle medier går breaking over to dræbte i terrorangreb i Nice. Med god grund – det lyder skrækkeligt. Men hvornår går #dkmedier også breaking, hver gang to mennesker bliver dræbt af klimakrisen? Så kunne man selvfølgelig desværre ikke lave andet,” skrev rådgiveren tankeløst, hvilket flere politikere bl.a. beskrev som ”usmageligt”, ”bizart”, ”ækelt” og ”lavt”. Kommentaren fra Langhoff fik dog hverken partileder Sikandar Siddique eller partimedlemmer Uffe Elbæk og Susanne Zimmer til at tage afstand, og man må derfor gå ud fra, at man kan forvente lignende bizarre udmeldinger fra det ekstremistiske parti i fremtiden. Værd er det dog i den forbindelse at bemærke, at trods rækken af konflikter med sine tidligere partifæller, valgte partileder for Alternativet, Josephine Fock, hykleriets vej, da hun senere angreb Nye Borgerliges forslag om at starte en Muhammed-kampagne, mens hun dog på intet tidspunkt havde taget afstand fra sin tidligere rådgivers forsøg på at udnytte terror til at sælge sit partis klimapolitik.

Et angreb på venstrefløjen

Hos Enhedslisten tog man skridtet videre. Da Pernille Skipper gik på de sociale medier for at kommentere hændelserne i Frankrig, skete det med kommentaren: ”Det skal vi stå sammen mod, særligt på venstrefløjen”, hvormed hun satte et endeligt søm i kisten på Enhedslistens indbildske forestilling om, at splittelser og polarisering i samfundet udelukkende stammer fra højrefløjen. Og netop dette søm har Enhedslistens Pelle Dragsted slået endnu dybere fast ved at dele et gammelt blogindlæg om emnet, han skrev tilbage i 2015 i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo. Dragsted mener, at angrebet dengang fandt sted, ”fordi bladet fortsætter en lang tradition for antiautoritær satire på den franske venstrefløj”, og dermed konkluderer det progressive Enhedslisten-medlem, at angrebet ikke var rettet mod den frie verden og ytringsfriheden som helhed, men mod venstrefløjen. Påstanden er særlig interessant, når man tager i betragtning, at det netop er venstrefløjen, der taler imod rettigheden og friheden til at gøre brug af den ”antiautoritære satire”, som man betegner som fornærmende, provokerende og sårende, hvilket jo ligefrem indgår i argumentationen, når visse individer, som formanden for skolelederforeningen Claus Hjortdal, indikerer, at ofre for terror har et medansvar. På tilsvarende vis er det efterhånden blevet alment på venstrefløjen at anvende det kontradiktoriske ”men” i sin ”opbakning” til ytringsfriheden (”jeg støtter ytringsfriheden, men…”), hvilket dermed får Dragsteds argumentation til at smuldre. Angrebet mod Charlie Hebdo var således udelukkende et angreb mod ytringsfriheden, og viljen til at gøre brug af den, som venstrefløjen i stigende grad vender ryggen.

Dragsted fortsætter imidlertid sine næsten bedrageriske argumenter: ”Venstrefløjen (i hvert fald Enhedslisten) har en lang tradition for at modarbejde religiøs fanatisme og politisk islamisme – både i ord og handling” skriver han f.eks., men faktisk behøver man blot at fokusere på samme år som Dragsteds indlæg for at finde eksempler på det modsatte: I 2015 var Enhedslisten nemlig modstander af Københavns kommunes beslutning om at stoppe samarbejdet med Islamisk Trossamfund, selvom beslutningen baserede sig på, at Islamisk Trossamfund havde inviteret hadprædikanter til Danmark, der bl.a. havde udtalt, at voldtægt af kvinder kunne retfærdiggøres, og at homoseksuelle skulle dræbes. I dag mener Enhedslisten således, at sexismeanklager skal føre til konsekvenser for de involverede politikere, mens partiet dog er villige til at lade udtalelser om voldtægt mod kvinder gå ubemærket hen. Dermed slår Dragsted fast, at Enhedslisten hellere lader den politiske korrekthed spænde ben for kampen mod de fjendtlige islamister, end han og partiet er villige til at gribe ind. Dragsted gør dermed et usmageligt forsøg på at udnytte en terrorhandling til at profilere sit eget parti og sin egen ideologi, som han tilknytter værdier, der imidlertid nemt modbevises. Partiet på den yderste venstrefløj er med andre ord ikke med til at fremme, men modarbejde ytringsfriheden, og man ikke modarbejder, men understøtter religiøs fanatisme, hvilket desværre sker på bekostning af kvinder, minoritetspersoner, demokratiet og friheden som helhed.

Seneste blogindlæg

Se alle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

  • White Facebook Icon
  • Instagram - Hvid Circle

© 2020