• Redaktionen

eBay bandlyser harmløs T-shirt

En lille virksomhed, der vil fremme budskabet om ytringsfrihed, bandlyses af internetgiganten eBay.

Muzzle Free Zone

Virksomheden Muzzle Free Zone, der direkte kan oversættes til ”mundkurvsfri zone”, er en nyetableret amerikansk onlinebutik, der sælger T-shirts, hættetrøjer, accessoires og andet tilbehør med budskaber, der især omhandler (ytrings)frihed og kritisk tænkning. På sin hjemmeside skriver virksomheden, at den tror på ”den sande betydning af ”frihed”, og at ”alle mennesker, uanset hvor de er fra, har ukuelige rettigheder,” hvorfor virksomheden med sine produkter – og kommende blogs, podcasts og begivenheder – har som mål at fremme idéer om ”ytringsfrihed”, ”kritisk tænkning”, ”ansvar for sit eget liv” og evnen til at ”udfordre det dominerende narrativ.”


Bandlyst af eBay

De ovenstående budskaber om ytringsfrihed og kritisk tænkning har dog vist sig at være for ekstreme for internetgiganten eBay, og tidligere i dag meldte Muzzle Free Zone ud, at virksomheden er blevet suspenderet fra internetgigantens salgsportal.


”Hej muzzlefreezone. Din eBay-konto er permanent blevet suspenderet, fordi vi har bemærket aktivitet, som vi mener, kan udgøre en risiko for vores fællesskab,” har eBay skrevet i en meddelelse til merchandise-virksomheden, der igennem eBays kanaler især solgte T-shirts med tekster som ”Free Speech Verified” og ”Wake up and smell the Agenda.”


Det er sidstnævnte T-shirt, der ifølge eBays meddelelse har ført til suspenderingen af hele virksomhedens sælgerprofil. Teksten refererer til den amerikanske talemåde ”wake up and smell the coffee” og betyder, at man skal se virkeligheden i øjnene, uanset hvor ubehagelig denne er.


eBay uddyber dog ikke årsagen til suspenderingen, men skriver, at beslutningen ”er endelig og ikke kan omstødes.”


Sjovt nok viser eBays beslutning dog, at Muzzle Free Zones budskaber er mere relevante end nogensinde før.


En oversigt over virksomhedens øvrige produkter kan ses på https://muzzlefreemarket.com/


20 visninger0 kommentarer