• Redaktionen

Drabssagen på Bornholm: Venstrefløjens kritik af Black Lives Matter er ikkeeksisterende

I sommers viste særligt Enhedslisten og Frie Grønne uforbeholden støtte til den racistiske og ekstremistiske forening Black Lives Matter og selv i den grove udnyttelse af Phillip Johansens drabssag er venstrefløjen tavse.

Vold, terror og undertrykkelse

Da George Floyd blev dræbt i USA tilbage i maj, formåede den ”antiracistiske” bevægelse Black Lives Matter at udnytte sagen til at fremme sin egen marxistiske og racistiske ideologi, hvilket førte til adskillige voldelige sammenstød med politiet, sanseløse plyndringer, trusler og følelsesmæssig terror, der ikke kun blev rettet mod hvide, der opfattes som racistiske alene pga. deres hudfarve, men også mod de sorte, der nægter at underkaste sig bevægelsens undertrykkende tyranni. Eksemplerne på ovenstående har været omfattende, og konklusionen er derfor, at en bevægelse, der angiveligt skulle kæmpe imod racisme og social uretfærdighed, har udviklet sig til at være en ekstremistisk gruppe, der aldrig har kæmpet for sortes rettigheder, men som i stedet har udnyttet adskillige ulykkelige situationer for at fremme sin egen politiske undertrykkelse og dominans.

Løgne og bedrag

George Floyds drab var et tegn på politivold og inkompetence, og den nu berømte I can’t breathe-video er gået verden rundt. Lige siden har Black Lives Matter præsenteret den som et eksempel på strukturel racisme, men trods betjentens dybt kritisable adfærd, blev virkeligheden dog gradvist mere og mere nuanceret. George Floyd blev afsløret som narkoman og serieforbryder, der bl.a. havde truet en gravid kvinde med en pistol, og da dødsattesten blev offentliggjort, viste det sig, at Floyd havde spor af fentanyl og methamfetamin i blodet på dødstidspunktet, hvilket spillede en rolle i dødsårsagen. Senere blev politiets bodycams så også offentliggjort, der tydeligt viste, at Floyd på alle tænkelige måder modsatte sig anholdelse. Konklusionen var dermed klar: trods politiets voldsomme ageren, var George Floyd aldrig et bevis på politiets strukturelle racisme.

Løgnene stoppede dog ikke dér, og i den efterfølgende periode blev også Breonna Taylor og Jacob Blake skudt. I begge tilfælde greb BLM den gyldne mulighed for igen at udnytte sagerne til deres fordel. Historien lød, at Breonna Taylor var blevet dræbt, mens hun sov i sin seng, og at Jacob Blake udelukkende var blevet skudt, fordi han var sort. Ingen af delene var sandt. I stedet kom det frem, at Breonna Taylors ekskæreste var storforbryder, og at Taylor blev dræbt under en fejlslået razzia, mens Jacob Blake var voldtægtsmand, der havde udvist truende adfærd over for politiet.

BLMs løgne betød, at faktaresistente amerikanere så bort fra statistikker, der modbeviste den strukturelle racisme inden for politiet, mens de i stedet insisterede på, at den strukturelle racisme var alle vegne, og at sorte blev jaget som vilde dyr, hver gang de gik uden for en dør. Akademikere og hvide fra særligt velhavende hjem lod sig overbevise af fjollede begreber som white privilege og privilegieblindhed uden at gøre brug af hverken kritisk tænkning eller refleksion, og dermed var grundlaget skabt for den såkaldte ”antiracistiske racisme”, som BLM og deres støtter udgør. Volden eskalerede, offermentaliteten vandt udbredelse, racismen (fra både sorte og hvide venstreorienterede) mod de ikke-radikale sorte blev intensiveret, og flere og flere sorte begyndte i den forbindelse at tage kraftigt afstand mod bevægelsen, der trods sine fascistiske metoder alligevel vandt indpas i hele verden. Også i Danmark.

BLM i Danmark: Løgne, personangreb og udnyttelse af drabssag

Efter Floyds død opstod den samme fortælling om strukturel racisme også i Danmark, hvor BLM Danmarks frontperson, Bwalya Sørensen, indledningsvist vandt støtter ved at mobilisere demonstranter og gennemføre ulovlige indsamlinger. Men lynhurtigt kom bevægelsens racistiske metoder frem i lyset, og folk begyndte at rette en skarp kritik af både frontperson og BLM som helhed. Kritikken blev dog mødt med flere løgne og angreb, hvilket nu især gik ud over statsminister Mette Frederiksen, der bl.a. blev beskyldt for nazisme i en række Facebook-opslag skrevet af Bwalya Sørensen. Senere fabrikerede BLM så en løgn, der blev spredt på de sociale medier og skabte associationer til Muhammedkrisen tilbage i 2005, hvor en række imamer rejste rundt i verden for at sprede løgne om Danmark. Dermed viste gruppen hvor desperate de var efter opmærksomhed, og da deres støtter begyndte at vende dem ryggen, tyede Sørensen bl.a. til en række personangreb, hvor hun bl.a. omtalte en tidligere støtte som ”house nigger”.

Som påstået ”feminist” har Sørensen også vist sig at være dybt hyklerisk, hvilket bl.a. kom frem, da hun beskrev Pernille Vermund som en ”satanisk slange,” mens Sørensen heller ikke har holdt sig tilbage fra at tilsvine sorte kvinder, hvilket hun gjorde for nyligt, da hun omtalte en sort kvinde som ”en luder af den hvide mand,” fordi den pågældende kvinde havde taget afstand fra Sørensens metoder og udtalelser.

Bevægelsen kunne med andre ord ikke have valgt en mere usympatisk frontperson, der gennem tiden har gravet den grav, BLM nu opererer fra. Det har dog ikke afholdt gruppen fra at begå en af de største svinestreger i deres levetid, nemlig da de for få dage siden afholdt den afdøde Phillip Johansens venner fra at deltage i en mindeceremoni, fordi de selv ville demonstrere. I den forbindelse er gruppen blevet beskyldt for at slå plat på den ulykkelige drabssag udelukkende for at fremme egne interesser.


Støtte hos venstrefløjen

Det værste ved BLM og Bwalya Sørensen er dog ikke deres ekstremistiske tilgange, men at de faktisk finder støtte helt ind i folketinget. Ekstremisme vil altid eksistere i et samfund – på både højre- og venstrefløj – men at grupper, der kan sammenlignes med White Pride og Nordfront på den ekstreme højrefløj – faktisk finder støtte hos bl.a. Enhedslisten og Frie Grønne, er en absurd og besynderlig tanke. Pernille Skipper, Rosa Lund og Sikandar Siddique er således nogle af de politikere, der har givet deres uforbeholdne støtte til Sørensens racistiske projekt, og Sikandar Siddique udnyttede f.eks. tiden til en række politiske stunts fra folketingets talerstol, mens han senere med opbakning fra Rosa Lund ubegrundet anklagede politiet for racisme. Ingen af partierne eller de indblandede politikere har siden forholdt sig til de mange nye oplysninger, der er kommet frem i sagerne om f.eks. Floyd og Taylor, og ingen har taget afstand fra Sørensens mange personangreb og alvorlige løgne om statsministeren Mette Frederiksen, selvom en samlet venstrefløj interessant nok kritiserede de nazismeanklager, der for nyligt blev rettet mod netop statsministeren i forbindelse med traktordemonstrationen i København. Det er interessant, for tidligere på året var det et mantra for især de to partier at ville have ”en åben og ærlig” debat om racisme, der dog har udviklet sig til at være det modsatte: løgnagtig, hadefuld og fjendsk.

Heller ikke i sexisme-debatten har nogen valgt at kritisere de angreb, BLM og Sørensen har rettet mod kvinder, hvide som sorte, og nu, hvad angår drabssagen på Bornholm, er man fortsat tavse. Derfor tvinges man til at stille spørgsmålet: Hvordan kan den danske venstrefløj forvente at blive taget seriøs med temaer som racisme, sexisme, undertrykkelse og had, når man stadig ikke er villige til at kritisere en så åbenlys racistisk, fjendsk og undertrykkende bevægelse?


39 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle