• Redaktionen

Bør tonepolitiet give anledning til bekymring?

Er Danmark på vej mod britiske tilstande, hvor en dommer har beskrevet udviklingen som ”skræmmende”, mens det britiske politi sammenlignes med Gestapo?

Tonepoliti vedtaget med bredt flertal

I den nye politireform er det blevet besluttet, at politiet fremover skal overvåge kommentarfelterne på de sociale medier. Aftalen er vedtaget af et bredt flertal i folketinget, også af partierne på den yderste højrefløj. I aftaleteksten står der bl.a., at der skal ”etableres en digital patruljeenhed i politiet, som bl.a. kan patruljere synligt i åbne grupper på sociale medier på internettet for at forebygge kriminalitet, f.eks. digitale krænkelser, eller som led i en tryghedsskabende indsats. Her vil en digital betjent også kunne fungere som en modererende og retningsgivende faktor, der kan forebygge krænkelser og hadefulde ytringer mod bestemte grupper og gribe ind, hvis der foregår lovovertrædelser.” Aftalen er vedtaget trods grundlovens paragraf 77, der angiver, at alle har ret til frit at ytre sig, og at censur ikke kan genindføres. Spørgsmålet er så, om det såkaldte tonepoliti bør give anledning til bekymring?


Politiet som smagsdommer

I en artikel på Berlingske giver direktør i tænketanken Justitia og ytringsfrihedsforkæmper Jacob Mchangama udtryk for, at ”det ikke er politiets rolle at agere smagsdommer og vurdere om debatter »tjener noget formål« eller udvikler sig i »en skør retning«,” og Mchangama henviser til, at politiets indblanding i debatter på de sociale medier kan medføre, at borgerne lægger bånd på sig selv i forhold til ytringer, der ellers ikke er strafbare. Mchangama påpeger desuden, at der er overhængende risiko for, at en moderering af debatter vil føre til anklager om en ”politisering for og imod bestemte politiske synspunkter”, hvorfor han kalder det modigt, at partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti lægger stemme til ordningen, eftersom der typisk anvendes en hård tone i debatter om islam og udlændinge. I den forbindelse nævner Mchangama også LGBT som et område, der kan komme i tonepolitiets søgefelt i betragtning af regeringens planer om at udvide racismeparagraffen til også at omfatte kønsidentitet. Og eksempler viser desværre, at Mchangama har ret i sin bekymring.


Eks-muslimer i Norge udsættes for censur

Den norske avis Aftenposten slår i en artikel fast, at venstrefløjens ”minoritetsbeskyttere” totalt svigter eksmuslimerne, der ikke kun oplever racisme fra den yderste højrefløj, men også negativ social kontrol fra ”sine egne” på venstrefløjen, fordi de frafaldne har valgt at forlade islam og nu kritiserer religionen. Resultatet bliver, at de udskammes og udfryses af den toneangivende venstrefløj og antiracistiske bevægelser, der bl.a. anvender skældsord som ”husneger” og ”klovn”, som også er set i en dansk kontekst af Bwalya Sørensen mod danskere med anden etnisk baggrund, der ikke har tilsluttet sig den rabiate linje, Black Lives Matter står for. Og i forlængelse af ovenstående har foreningen Ex-Muslims of Norway bl.a. udstillet, hvordan deres Facebook-gruppe udsættes for censur, som billedet herunder viser. Dermed ligger det fast, at der er stor uenighed – også internt i minoritetsgrupperne – hvem der definerer grænserne for hadtale, og bekymringen er derfor, at det bliver venstrefløjens aktivister – der ofte ingen tilknytning har til den pågældende minoritetsgruppe – der får lov til at fastsætte rammen for, hvornår et tonepoliti skal skride ind.

”Ikke-kriminelle hadhændelser”

Siden 2014 har det været påkrævet af det britiske politi, via de såkaldte Hate Crime Operational Guidelines, at registrere ’non-crime hate incidents, (ikke-kriminelle hadhændelser). De ”ikke-kriminelle hadhændelser” afviger fra egentlige hadforbrydelser, der indebærer vold, trusler, drab og lign. baseret på had eller fordomme mod en af de følgende grupper: handicappede, etniske og religiøse grupper samt LGBT-personer (homoseksuelle og transpersoner). Hadhændelser indebærer således ikke vold eller trusler, men er hændelser (typisk ytringer), der af ”ofret” eller et andet individ opfattes som fjendtlige baseret på fordomme eller had mod en person med tilknytning til førnævnte gruppe.

Så hvorfor bør dette give anledning til bekymring?

Som nævnt defineres en ”ikke-kriminel hadhændelse” udelukkende ud fra, hvordan en hændelse opfattes af modtageren – og det altså uden hensyn til, hvordan øvrige individer i en gruppe opfatter samme hændelse og uden nogen beviser på, at en hændelse faktisk har været motiveret af had. Nogle etniske minoriteter vil dermed opfatte ovenstående billede som ”had”, mens andre opfatter det som almindelig og sund kritik, hvilket jo netop er tilfældet for de eksmuslimer, der står bag profilen og deres ligesindede i Danmark. Og resultatet bliver, at dominerende individer i en større minoritetsgruppe kan komme til at afgøre, hvornår politiet skal skride ind. Og sagt på en anden måde: fuldstændig som Jacob Mchangama udtrykker, medfører dette en politisering af, hvilke holdninger der er rigtige og forkerte, fordi, som det næste eksempel viser, at et tonepoliti kan komme til at udgøre en overvågende instans, der minder mere om Gestapo i et orwellsk samfund, end det minder om et politi i et frit demokratisk samfund med ytringsfrihed.

“I dette land har vi aldrig haft hverken Tjeka, Gestapo eller Stasi. Vi har aldrig levet i et orwellsk samfund”

Dommer: ”Vi har aldrig levet i et orwellsk samfund”

Jacob Mchangama påpeger, at LGBT bliver en særlig gruppe, som tonepolitiet vil fokusere på, og tidligere i år opstod der en hændelse i Storbritannien, der af en dommer er blevet omtalt som ”skræmmende.”

Da den tidligere politibetjent og nu forretningsmand, Harry Miller, gik på nettet for at bidrage til den relevante kønsdebat i forbindelse med transpersoner, skrev han følgende humoristiske tekst på Twitter: ”I was assigned mammal at birth, but my orientation is fish. Don't mis-species me.” (”Jeg blev født som pattedyr, men identificerer mig som en fisk. Antag ikke min art.”), mens han også skrev en række andre ”digte” og ordspil om samme emne. Tweetene førte til, at Humberside Police troppede op på Harry Millers arbejdsplads for at udspørge ham om de ”transfobiske” tweets og for at meddele ham, at de var blevet registreret som ”ikke-kriminelle hadhændelser”. Men i februar i år slog en dommer så fast, at politiet havde handlet i strid med loven, og at Miller ikke havde gjort noget galt i at skrive de omtalte tweets, fordi ”hans politiske overbevisninger ikke må undermineres”, som dommeren i sagen udtalte.

”At gøre det ville være at underminere en afgørende demokratisk frihed. I dette land har vi aldrig haft hverken Tjeka, Gestapo eller Stasi. Vi har aldrig levet i et orwellsk samfund,” tilføjede dommeren så, der også påpegede, at politiets indgreb i sagsøgers ytringsfrihed var ”skræmmende”.


Britiske tilstande i Danmark

Selvom Henry Miller fik rettens medhold i sin klage over politiet, giver eksemplet ikke desto mindre anledning til bekymring om, at ytringer, der strider imod tonepolitiets retningslinjer, også i Danmark vil føre til besøg på arbejdspladser og privatadresser. Som også nævnt i det ovenstående er det imidlertid mere bekymrende, at den censur og undertrykkelse, der allerede finder sted af upopulære synspunkter på de sociale medier, måske i forvejen er et udtryk for, at tonepolitiet blot er endnu et forkert skridt imod et rædselssamfund, der netop er domineret af orwellske tendenser præget af en konstant overvågning af den frelste, politisk korrekte og toneangivende venstrefløj.


Seneste blogindlæg

Se alle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

  • White Facebook Icon
  • Instagram - Hvid Circle

© 2020